Mit måske allerførste barndomsminde var af vores kat. Jeg aede den, men nu gad den ikke mere og var på vej væk. Jeg havde ikke fået nok af den bløde pels, og heldigvis er katte jo praktisk indrettet med et håndtag bagerst, så jeg tog fat i halen og trak katten mod mig.
Den slags finder katter sig ikke i. Mor stod og så på, men kunne ikke nå at gribe ind. Katten vendte rundt og stak mig et slag med poten. Jeg husker ikke om den rev mig slemt, eller om det bare var chokket, som fik mig til at tudbrøle så jeg skulle trøstes.
Senere boede vi nogle år i udlandet, hvor husdyr ikke var mulige. Vi fik kat igen da vi kom hjem til Danmark så jeg voksede op med kat fra jeg var 9 år til jeg flyttede hjemmefra som 18 årig.
Dengang var jeg 100% til kat. Nabodrengen havde hund, en gravhund som jeg synes var småtræls. Når man ringede på for at høre om han kunne lege, stod hunden og gøede i et væk indtil der blev lukket op. Den var heller ikke blød at røre ved.
Hunde var støjende, klodsede og pasningskrævende.
Katte var nemme, bløde og elegante. Det kunne udføre fantastiske spring op i vindueskarmen og gå mellem nips uden at vælte det. Man kunne se dem på jagt i haven. En gang imellem fangede de en mus. Katte bragte et stykke natur ind i hjemmet.
De brugte hjemmet som om de ejede det hele. Hvis de ville slikke sol midt på gulvet gjorde de det, hvis de ville sidde i vindueskarmen og kigge ud gjorde de det. De levede i tre dimensioner man mødte katten på gulvet, i stole, på bordet og på toppen af skabe.
Man kunne godt lege med katten, hvis den gad. Et stykke papir i enden må en snor som man kunne trække hen over gulvet var altid et hit. Selv en søvnig kat kunne ikke stå for synet af et en byttedyrslignede papirskugle på vej væk sammen med den knitrende lyd, som minder om mustrin på visne blade.
Vores katte var tit ude om natten så de sad uden for terrassevinduet og skrabede på det når jeg stod op om morgenen og lukkede dem ind. Vi havde en kat, som af og til blev væk i flere dage – så var det altid spændende og dejligt når den kom hjem igen.
Når vi skulle væk i en weekend skulle man bare sørge for at madskålen var fyldt og døren til kælderen var åben så den kunne bruge kattelemmen. Så kunne den sagtens passe sig selv. Var man væk en uge eller længere skulle man have nogen til at komme og give dem mad og vand.
Katte var nemme.
Som voksen havde jeg ikke husdyr før omkring de 30 – her købte min kæreste pludselig en hundehvalp – en gravhund! Nu skulle jeg være med til at passe en hvalp. Besværligt – den skulle jo luftes.
Men den var også sød. Hunde er opsøgende. De kan lide fysisk nærkontakt med mennesker i et helt andet omfang end katte. De følger med i menneskenes aktiviteter. Hunde vil være sammen med deres mennesker. De er mindre gode til at være alene, så tit tager man dem med sig i stedet. Hunde kan lide vaner og rutiner, det virker til at gøre dem trygge.
Hunde har deres små særheder, som giver dem en slags personlighed. Hunde virker altid glade når man møder dem efter at have været væk fra dem. Altid.
Langsomt får hunden sneget sig ind på en. Man vænner sig til at have den i nærheden. Man begynder at savne den når man ikke er sammen med den i længere tid.
Så hund eller kat?
Helst begge dele. Men hvis jeg skal vælge vil jeg nok sige hund et stykke tid endnu. Hunde kræver, at man har styr på sit liv. At man har styr på, hvor og hvem der skal passe den, hvis man pludselig ikke kan have den med sig. At man har overskud til at lære den at være sammen med børn og andre hunde.
Katte giver ikke så meget fra sig, man skal have lidt sans for at følge med i deres liv fra sidelinjen. Men katte er meget nemmere. Man skal ikke indrette hele sit liv efter en kat. Den er langt bedre til at passe sig selv. Så jeg tror jeg vender tilbage til kat. Eller jeg skaffer en samtidig med den næste hundehvalp. Når man alligevel har en hund – kan man vel lige så godt tage en kat med oveni :